Det er en måned siden jeg sidst skrev. Det skyldes ikke at jeg intet laver, jeg arbejder stadig med plottet til min roman, men den nedsatte frekvens er sandsynligvis på grund af min skrivegruppe. Jeg har fået et sted at lufte ideer og få kritik, og det job har denne blog faktisk i årevis været sted for.

Jeg er ved at nå til en vigtig erkendelse om min roman. Den startede som en krimi/spændingsroman, og det har jeg kaldt den, også når andre skulle give kritik. Men den har nok snarere ændret sig til en udviklingsroman med et mysterieelement. Der er ikke meget krimi tilbage. Det er sandsynligvis en dårlig beslutning når man tænker på ussel mammon, men på den anden side synes jeg at historien er blevet bedre.

Hænderne op! Pengene eller kunsten!

Tavsheden her på bloggen skyldes at jeg har hænderne fulde. Jeg har startet en skrivegruppe og vi har første møde på tirsdag. Der ud over er min kontakt hos Gyldendal taget på ferie uden at vende tilbage til mig, så jeg gennemgår min synopsis igen og tilføjer en del ideer jeg har fået siden jeg sendte den.

Jeg har fået en hel del nye ideer til romanen siden jeg sendte historien, og den nye skrivegruppe håber jeg kan give mig kritik. Det ser ud som om der går omkring 3 måneder mellem hvert svar fra forlaget- og det vel og mærke hvis jeg ringer ofte og rykker, og det er mit liv for kort til – derfor skrivegruppen.

Uanset hvad så er en skrivegruppe nok en god ide. Det er lærerigt at læse andres tekster. Vi er i alt 6 personer i gruppen og jeg tror vi kommer til at passe godt sammen. Jeg glæder mig meget til at møde dem på tirsdag.

Jeg ruger over ideer til historier. Både nye og alle dem jeg har i hovedet i forvejen. Jeg er rastløs efter at have sendt en synopsis over min roman til Gyldendal. Jeg talte med redaktøren forleden da der er gået to uger siden jeg sendte synopsen. Han har ligget syg en uge og har ikke læst den endnu. Han lovede at læse den og sende mig en mail. Men jeg ringer nok til ham om en uge; det er endnu ikke sket at Gyldendal har kontaktet mig. Jeg har altid været den opsøgende. Jeg er nok for utålmodig, men tiden går, og lige nu har jeg faktisk tid til at skrive, men intet projekt. Hvis ikke Gyldendal synes om den nye retning jeg tager romanen i, så er der ingen grund til begynde skriveprocessen.

Tankerne kredser om at renskrive en del af mine gamle noveller og sælge dem billigt som korte e-bøger. Det er efterhånden en del danske e-bogslæsere, og de kunne vel godt bruge en underholdende novelle til 10-15 kr. vil jeg tro. Hvis det ikke er for besværligt og dyrt at sætte et system op til at håndtere det … mere om det senere.

Jeg har sendt en ny synopsis til Gyldendal i går. Det er nu tredje version min roman med arbejdstitlen Lydspor jeg leverer til Gyldendal. Den første version var om en seriemorder. Den anden version var om en bortført politiker. Denne tredje version handler om hovedpersonens familie. Den er mere persondrevet og trykkende i stemning og mindre “mainstream og plotdrevet”.

Jeg har skrevet mange skitser til historier efterhånden, og får altid venner eller familie til at give kritik. Det er første gang at jeg er gået mod stort set alle anbefalinger og bevaret en synopsis som langt de fleste ikke syntes var en forbedring i forhold til de tidligere versioner. Men nu er det sådan at jeg er forfatteren! Ha! Og desuden kunne Gyldendal ikke lide de gamle versioner. Men det føles nu underligt at gå mod anbefalinger fra venner hvis dømmekraft jeg har stor tiltro til.

Jeg sveder over den nye historie til Lydspor. Alt for mange muligheder og alt for meget der skal passe sammen. Det er ikke noget problem at få ideer, men at få dem til at hænge sammen med personens motivation, at flette de forskellige historietråde sammen og skrive lyd ind i “billedet” er så svært at jeg er ved at gå død i alle de versioner af historien jeg efterhånden har været igennem og forkastet.

Ideer til plotkonstruktion og den slags er meget velkomne.

Da jeg var 23 lovede jeg mig selv at jeg ville være udgivet inden jeg blev 25. Det var lettere sagt end gjort siden jeg på det tidspunkt ikke vidste meget om at skrive. Det lykkes dog at få en novelle udgivet i en antologi, så egentlig nåede jeg målet. Men i mit hoved var ”udgivet” altid synonym med at have en roman udgivet, så jeg støttede mig til novellen, men følte ikke at det var ”rigtigt”.

Jeg fyldte 32 i fredags og er lige blevet far til mit andet barn. Jeg har et godt job og en fantastisk familie, men stadig ingen roman udgivet. Hvor står jeg nu? Der er sket meget i de sidste måneder. Mødet med Gyldendal har betydet at jeg ikke længere er i tvivl om at jeg bliver udgivet. Det er et spørgsmål om overskuelig tid.

Tid? Hvordan får jeg tid til at skrive med job og to børn?

Forfattere skriver. Alle andre kommer med undskyldninger.

Plot er ikke let. Opgaven bliver ikke nemmere af de 3 primære beskeder fra Gyldendal:

1. Historien skal være mere realistisk.
2. Hovedpersonen skal involveres personligt i plottet.
3. Den oprindelige hovedperson skal bevares.

Opgaven svarer til at flytte alle skakbrikker rundt, på nær kongen, midt i et spil – og stadig så stærkt.

Jeg har i de sidste uger kæmpet med forskellige historieideer. Familie og venner har været gode til at komme med indspark. Nu står jeg så med en grundide og en masse historietråde at holde rede på. Min hovedperson er så pyskisk syg at han dårligt tør forlade huset, derfor er det noget besværligt at få ham involveret personligt i plottet – jeg har dog fundet en metode.

Jeg har flyttet forbrydelsen ind i hovedpersonens familie for at involvere ham mere i plottet. Og det er nu at jeg skal passe på. Jeg ønsker ikke at min historie skal ende som endnu et småborgerligt dansk familiedrama sat i en provinsby. Jeg vil have mere perspektiv i historien end som så.

Jeg går en farlig balancegang lige nu. På den ene side skal jeg bevare de gode elementer fra de tidligere udgaver af historien, men jeg skal samtidig skabe noget helt nyt der stikker dybere end et familieopgør.

Plottet spøger i baghovedet hele tiden. Så meget at jeg er vågnet om natten og har skrevet ideer ned et par gange. Jeg har hængt flere papirer med plotideer op på væggen foran computeren derhjemme. Historien begynder at tage form, og hver dag på cyklen får jeg nye ideer. Inde i hovedet er en historie ved at tage form, og nu begynder jeg endelig at se konturerne.

Noget vigtigt er gået op for mig efter mødet med Gyldendal. Redaktøren havde mange gode ord om mine skriveevner, og ikke så mange gode om min historie.

Hvad har jeg koncentreret mig om de sidste mange år? Blive bedre til at skrive. Nu har jeg åbenbart nået et niveau hvor et stort forlag synes at jeg skriver skarpt og godt. Men jeg har ikke koncentreret mig specielt meget om at forbedre mine evner til at skabe historier og plot. Mine historievener er åbenbart ikke på højde med mine skriveevner – og det må jeg gøre noget ved.

Jeg er allerede begyndt at skrive a4 papirer med tips til at skabe gode plots og sætte dem op på væggen ved computeren. Det slår nok også nogle blogindlæg med tips til plot af sig snarest.

Ligger du inde med links til gode artikler eller tips til planlægning af plot må du meget gerne smide en kommentar. Det er altid inspirerende at høre hvordan andre skribenter griber sagen an.

Det var med en smule ærefrygt at jeg nærmede mig indgangen til Gyldendals forlag. Hvor mange store forfattere har ikke gået gennem denne port? Hvor mange forfatterspirer er mon gået ud af porten mens de skuffede så på deres skosnuder? Jeg havde forhåbninger til mødet, men forventede ikke at gå derfra som en snart udgivet forfatter – det kom jeg da heller ikke til.

Da jeg trådte ind i redaktørens kontor så det ud præcis som jeg forestiller mig. Et skrivebord ved vinduet og på to ud af fire vægge var bogreoler fra gulv til loft med skønlitteratur. I vindueskarmen lå flere romaner. “Hej Simon,” sagde jeg og trådte ind. Han så overrasket ud, og rejste sig og gav hånd. “Nå, så det er Morten Brunbjerg,” sagde han og jeg tror jeg kunne lide den måde han sagde mit navn på. Det lød som en forfatters navn. Jeg satte mig. Vi havde ikke mere end en halv time at tale i før jeg skulle på arbejde, så vi gik lige til sagen. Redaktøren tog mit manuskript frem og holdt det lidt inden han lagde det på bordet igen og lænede sig tilbage i stolen. Jeg lænede mig frem.

“Det er desværre ikke så gode nyheder jeg har, Morten,” begyndte Simon. Straks forventede jeg at han havde kaldt mig ind bare for at sige nej tak på en høflig facon. Det var heldigvis ikke tilfældet. Han fortsatte og fortalte at de stadig ikke er vilde med plottet. “Det virker søgt og usandsynligt og lidt for meget som noget Morten Brunbjerg har sat sig ned og fundet på,” sagde han. Jeg var ved at sige: ’Ja, det er der jo en god grund til,’ men gjorde det ikke. At modtage kritik betyder at holde sin kæft når folk taler, og naturligvis skal læseren ikke opleve det som noget jeg har fundet på. Jeg kradsede i stedet en note ned på mit papir. Han fortsatte: “Det er svært at forestille sig at det kunne foregå i virkeligheden. Vi savner også at hovedpersonen er mere involveret i plottet. Måske noget med ham selv, en nabo eller en underbo eller noget i den stil …”

“Men,” fortsatte han og lænede sig frem. Han tog mit manuskript og holdt det med begge hænder og slog papirkanterne to gange mod bordet. “Der er noget ved det her der holder rigtig meget, Morten.” Han holdt stadig fast i manuskriptet med begge hænder. ”Du skriver rigtigt godt og skarpt, og hovedpersonen er fed. Hele hans baggrund og hans handicap … der er noget over de der handicappede hovedpersoner som er interessant … Du har grebet ham godt.”

Da jeg havde modtaget kritikken lænede Simon sig igen tilbage i stolen og spurgte: ”Nu ved jeg godt at du allerede har afleveret én synopsis, men ja … jeg ved ikke hvad du vil …” Hertil kunne jeg kun svare som sandt var: ”Jeg vil gå i tænkeboks og lave en ny historie. Det er det her jeg vil!” Simon nikkede og sagde: ”Okay, men så … ja, det er svært at finde på plot!” Han havde en tone som vidnede om at han selv sad – eller lige havde siddet – og tumlet med et svært plot.

Vi blev altså enige om at jeg gør et nyt forsøg og skriver en synopsis hvor jeg ændrer lidt i handlingen. Men jeg bad om at kunne bruge Gyldendal mere i processen så jeg ikke igen skal skrive 50 sider prøvekapitler før jeg får at vide at de ikke synes at det holder. Simon var ganske enig og tilbød at vi tager et møde så snart jeg er færdig med den nye synopsis.

“Morten Brunbjerg” er altså igen gået i tænkeboks.

10. februar 2010 vil de gerne tale med mig “for at finde en løsning” omkring min krimi. Hvad “en løsning” dækker over ved jeg ikke, men jeg håber at der ikke ville være grund til at mødes personligt hvis det er et afslag.

“Skal jeg forberede noget, eller taget noget med?” spurgte jeg.
“Kun dig selv, det rækker.”

Nu skal jeg lige læse op på min synopsis så jeg er klar til at besvare eventuelle spørgsmål omkring historien uden at tænke for længe.