Håber du nød Fijishowet. Nu holder jeg weekend og er nok først tilbage på bloggen mandag eller tirsdag. Vi ses.

Vi ankom til et nyt ressort. Små både igen og musik og sang som velkomst. Her havde vi eget toilet og bad! Stadig intet varmt vand, og toilettet var bag en husvæg af flettede blade så du kunne sidde på tønden og følge med i livet udenfor huset.

Mit sår i panden er helet, og det må være et tegn til at det er okay at kaste sig i bølgen blå endnu engang. Vi tager en snorkeltur. Ud med en lille plimsoller. Midt på havet med et par kilometer til nærmeste ø lader jeg mig falde baglæns fra båden i vandet. Her er ikke dybt, et par meter, men så snart jeg får hovedet under vand eksploderer havet i farver. Jeg ville ønske jeg havde et undervandskamera så jeg kunne have vist jer det.

Fisk i hundredvis. Tigerstribede, zebrastribede. Store og flade, små og tykke, alle bølger de sig vej gennem koralrevet. Koralerne er lige så farverige. Dyb lilla og selvlysende grøn dominerer og korallernes underlige former gør det hele spraglet. Det ligner resultatet af en fælles eksplosion i en pasta- og malingfabrik.

Jeg dykker tættere på og et par fisk søger ly i koralerne, men det fleste er ligeglade. Jeg kan næsten røre ved dem. Jeg har svømmefødder og dykkermaske på. Jeg har lært mig selv at bruge begge svømmefødder samtidig, som var de én hale. Sådan svømmer jeg med armene ned langs siden i en efterligning af delfinerne. Det går hurtigere på denne måde, ikke noget med at plaske ubehjælpsomt med et ben af gangen. Og så er det sjovere.

Lidt længere ude er der et fald i koralrevet. Måske femten meter til bunden. Det er som at flyve over en bjergkæde med klippefald, revner og dybe sprækker. Tre reef sharks kommer bugtende på den rolige måde der kendetegner hajer. De er måske en meter lange. De svinger rundt om revet og ser koncentrerede ud med deres nedadvendte mundvige. Øjnene er helt sorte. Kroppen er grå og hvid.

Jeg ved ikke hvor længe vi snorkler. Måske tre kvarter. Jeg stikker hovedet over vandet ind i mellem for at se om jeg er kommet for langt væk fra båden. Det er jeg ikke. Den ligger for anker under halvtreds meter væk. Men det er alligevel underligt at ligge midt i havet uden land i nærheden. Bølgerne er store og jeg ruller med dem når de kommer.

Jeg er i en anden verden i båden på vej tilbage. Jeg tror egentlig altid jeg har været i den takket være mine mange timer i svømmehallen som barn. Men det er som om den toner lidt væk når jeg ikke er i vand, og hver gang jeg får hovedet under vand – specielt et sted som her – bliver den tegnet op, og jeg elsker det. Vi har forsøgt at svømme med delfiner hernede, men kom desværre ikke til det. Det er en af de ting jeg meget gerne vil nå at prøve inden vi tager hjem. Forhåbentlig kan vi forsøge igen til sommer. (November).

Lad os hoppe videre til næste, og sidste ø, på vores Fijitur. Øen Bounty. ”Welcome home!” råbte de midt i sangen da vi kom i land. Bounty var det første sted hvor der var aircondition og endda en blæser ved sengen. Og… varmt vand. Skulle vi virkelig nyde det første varme bad i en uge? Nej, vores vandvarmer var i stykker. Men på dette tidspunkt havde vi stort set vænnet os til kolde bade, så det gjorde ikke så meget.

Tidevandet på Bounty var ret voldsomt. Rosa står her på stranden ved lavvande og viser dig hvor højt tidevandet kommer op. På Bounty lavede vi ikke andet end at bade. På i sol og vand, for det var vores sidste feriedag.

I bussen på vej til lufthavnen savner jeg endnu ikke varmen, for der var varmt nok, men det gør jeg allerede nu, tilbage i vinteren på New Zealand.

Næste, og absolut sidste, Fijiindlæg bliver en række stemningsbilleder uden tekst som et farvel til Fiji.

Selv samme lille pige satte sig på skødet af Rosa da vi blev sejlet ind til øen. Der faldt hun i søvn. Hun kunne have valgt en af de andre tyve turister ombord, men hun valgte Rosa. Det kan jeg ikke bebrejde hende, men at hun valgte mig da vi sejlede væk fra øen forstår man jo ikke. Inden den lille pige satte sig på skødet af mig forsøgte en fyr der sad overfor mig i båden at lokke hende. ”Come and sit here,” sagde han og klappede sig på låret. Den lille krøltop tog tre skridt bagud og slog armen om mit lår og så op på mig. Jeg føler mig ikke gammel og sentimental endnu, men jeg skulle være lavet af sten hvis ikke det gjorde indtryk. Så rakte hun op og jeg satte hende på mit lår. Der blev hun siddende den halve time sejlturen varede.

Fijifolket er musikalske mennesker. Guitarer, små og store (er det ukuleler de små hedder?) finder de frem hele tiden og synger deres lands sange. Hver gang vi ankom eller sagde farvel til en ø, var det til lyden af strengespil og sang. En del af det er naturligvis for vores skyld, men ikke hele tiden. De spiller og synger også alene, og uden turisterne. Mange af deres sange var faktisk virkelig iørefaldende og omkvædende tangerede næsten til moderne pop. Det gjorde teksten dog ikke.

Bastskørter troede jeg hørte til på Hawaii, men de er åbenbart også en del af folkedragten på Fiji. Vores værter dansede en aften, de gjorde det for at skaffe penge til deres børns skolegang, det kostede 5 Fiji dollars at se det, hvilket svarer til omkring 17 kr.

Men det var tid til at forlade de kolde bade og den varme hytte og sejle mod syd. Og nu bliver jeg nødt til at sætte tempoet lidt op, ellers bliver jeg jo aldrig færdig, og der gror mos på dine øjne inden indlægget slutter.

Vi tog videre til Mantaray, et sted der var langt mere luksuriøst end Sunrise Resort som vi havde boet på indtil nu. Her var rent faktisk vægge i vores hytte. Rigtige vægge. Stadig ingen varmt vand, og stadig fælles bad og toilet. Men der var vægge og ordentlig luft i hytten.

Vi tog en tur til den nærliggende landsby – hvilket var en halv times sejlads ligesom alt andet åbenbart er. Vi så byens skole hvor eleverne blev opdraget kristens som du vil se hvis du tager et kik på plancherne over tavlen.

Børnene kom løbende så snart de så os og ville lave en Haka for os. Haka er en New Zealandsk dans som Maorierne laver. De var gode. De var rigtig gode og fremførte dansen men sådan en kraft og så højtråbende at det gave et sæt i os alle sammen da de startede. Ingen krævede penge for noget og ingen tiggede eller prakkede os varer på. De stillede dog donationskassen frem uden foran kirken, og det hint forstod folk godt. Rosa købte desuden et meget smukt halssmykke på markedet.

Der ligger en endnu ufærdig roman og venter på at blive skrevet, og for at være helt ærlig kildrer det i mine fingrer for at komme i gang med den i dag, så jeg vil vente med resten af Fiji historien. Du har vist også indtaget dagens dosis af tekst fra denne blog. Næste indlæg om Fiji er på vej.

Bliv melodi – mere til komme
Stay tuned – more to come
Vær her eller vær retvinklet
Be here or be square

De underjordiske huler er halvt fyldt med vand, og vandet er helt fyldt med sølus. Uskadelig og usynlige, men satans irriterende forbistrede små kræ der bider. Der er hul øverst i hulen, næsten som røghullet i en wigwam, så der er ikke mørkt. Sceneriet er smukt. Blygrå klipper rejser sig i en skakt over vores hoveder og en fed, brun fugleedderkop på størrelse med en halv knytnæve sidder et par meter over vandoverfladen.

Der var en hel hule til. Ved siden af. Jeg ved det, men kan ikke se indgangen nogen steder. Mens vi træder vande i hulen, vi kan ikke bunde, og klasker sølus, går det op for mig at vi skal dykke ind i den anden hule. Gennem en undersøisk tunnel.

Jeg er ingen kylling når det kommer til vand. Jeg elsker vand. Jeg bruger mere tid under overfladen når jeg svømmer end over. Jeg har altid elsket at dykke, men at svømme i komplet mørke, for lyset nåede ikke derned, gennem en undersøisk tunnel jeg ikke kender gav mig næsten kvalme.

Jeg dykkede ned for at tage et kik på sagerne. Det kunne vel ikke være så slemt. Det var det. Omkring halvanden meter under overfladen så jeg en tunnel der vare bredere for neden end foroven. En trekantet klippesprække rakte ind i mørket og forsvandt i blå skygger. Det var umuligt at se enden af tunnellen.

Rosa dykkede med ned og med det samme hun kom op sagde hun: ”Det gør jeg ikke.” Det var der en del andre turister der heller ikke gjorde. De tog svømmeturen tilbage til solskinnet ude på stranden. Hvad gør jeg? Jeg tænker som en mand. Okay, tøserne tør ikke, men du er en vandhund, Morten. Hold kæft du er næsten født i vand. Du dykker 25 meter uden at blive forpustet. Naturligvis kan du klare 2 meter – også selvom der er mørkt.

Jeg er den sidste der skal gennem tunnelen. ”Djost swem tuwords ma flash light,” lød det på Fiji-engelsk. Guiden dykker under vandet. Jeg ser lyskeglen fra hans lygte forsvinde under klipperne. Jeg tager en dyb indånding og går ned. Du er ikke en tøs, Morten!

Jeg kan se guiden foran mig i lygteskæret der spreder sig i fingerstråler under vandet. Sølusene bider mig sikkert, men jeg tænker ikke over det. Jeg tænker kun på der ikke er længere er luft over mig – kun vand og klipper. Det er ikke mere muligt at stikke hovedet op og snuppe en mundfuld luft. Ikke uden et asfaltbor. Guiden vinker mig frem med en krum pegefinger. Jeg tager et par svømmetag. Halvvejs gennem tunnelen. Du er ingen tøs, Morten. Det er jo bare sten. Du har masser af luft.

Guiden fjerner lommelygten og der bliver mørkere. Jeg kan stadig se ham. Han holder håndfladen frem mod mig i den gestus som alle steder på kloden betyder stop. Stop? Stop! Jeg stopper. Guiden ser sig tilbage. Sig mig er der kø, eller hvad? Det er hvad jeg tænker. Et par sekunder går. Jeg tager et svømmetag frem. Guiden ryster håndfladen mod mig som stop. Hvis jeg tager endnu et svømmetag svømmer jeg ind i ham, og hvis der er noget jeg ikke har lyst til så er det at ramle ind i en fremmed mand to meter under vandet uden mulighed for at kunne komme op. Så jeg gør det eneste jeg kan. Jeg venter er par sekunder.

Jeg tror udmærket du er klar over hvor langt tid et par sekunder er. Jeg er sikker på at jeg slet ikke behøver at fortælle dig at de cirka ti sekunder alle disse undervandsbegivenheder finder sted er lange. Længere end en matematiktime. For fanden det er længere end en tysk motorvej. Prøv at tælle ti sekunder for dig selv og forestil dig at tilbringe dem i uvished, under vandet i en tunnel fyldt med vand og uden luft over overfladen.

Jeg kan mærke noget i min mave. En lille følelse. Bare en lille. Noget kilder, og det bevæger sig langsomt op gennem min krop. Jo, det er faktisk panik, og jeg ved at hvis det når min pande så går det galt. Jeg skyder på at det vil tage endnu nogle sekunder før det når derop, og jeg ved mere end noget andet at der ikke skal være en solid klippemur over mit hoved når det sker.

Jeg vender mig i vandet som jeg har gjort i svømmehallen. Jeg har gjort det tusind gange. Jeg krummer benene så vandmodstanden er minimal. Det tager kun et let tag med begge arme at vende hele kroppen. Jeg svømmer tilbage. Det er ikke mere end tre svømmetag, men panikken sidder allerede i halsen, og mine lunger er begyndt at prikke mig på skulderen og spørge om det ikke snart er tid til at trække vejret.

Jeg ser det helt fantastiske syn af overfladen over mit hoved. Reflekserne fra lyset der falder gennem hulens wigwamåbning. Et tag og jeg er oppe. Men jeg er ikke ude. Det er kun noget jeg tror. Jeg har glemt at der godt kan være sten lige over overfladen som ikke kan ses nedefra. Og det er der. Forestil dig at åbne munden for at tage en mundfuld luft og i stedet slå panden mod en sten. Det gør ikke ondt. På det tidspunkt tror jeg ikke engang at der er gået hul. Jeg bliver klogere.

Af en eller anden besynderlig årsag, som jeg udelukkende tillægger det venskabsbånd jeg har haft med vand siden jeg var lille, rykker panikken sig ikke op fra halsen. Den flytter sig ikke en tomme. Jeg er helt rolig da jeg uden frisk luft i lungerne igen dukker hovedet under vandet og tager det svømmetag der bringer mig næsten to meter væk fra tunnelen. Jeg prøver igen, og denne gang ved jeg der er frisk luft over mit hoved.

Det er der også. Så snart jeg har hovedet over vand igen kan jeg mærke at der var luft nok i mine lunger til ti, måske endda femten, sekunder længere under vandet. Mindst. Jeg svømmer hen til klippen, ja den med fugleedderkoppen to meter over mit hoved, men det er jeg først kommet i tanker nu, og der holder jeg fast og venter på guiden. Jeg mærker på panden. Der er allerede kommet en bule, men det gør ikke ondt. Jeg kan huske at jeg engang hamrede hovedet ind i kanten af en swimmingpool under vandet. Det gjorde heller ikke ondt, men da jeg steg op strømmede blodet ned over ansigtet på mig. Jeg ser på min hånd, der er intet blod. Men bulen vokser så hurtigt at jeg næsten kan mærke det. Hvor fanden er guiden? Han kommer ikke. Idioten er blevet på den anden side. Jeg venter lidt endnu, men han dukker ikke op.

Skide sur svømmer jeg tilbage og går samme vej som Rosa. Jeg mærker på bulen og ser på min hånd. Jeg tænkte det nok. Der er blod. Ikke noget der fosser. Ikke engang tæt på, men fordi bulen vokser åbner riften sig. Det er bare en skramme, en lille ridse, det bløder kun lidt, men folk glor. Rosa finder noget papir fra tasken og jeg dupper til det holder op med at bløde.

Jeg ved ikke hvad der afholdt mig fra at give guiden verdens største møgfald da han vendte tilbage. Sandsynligvis var det fordi vi sad sammen med tyve andre i en meget lille båd. Måske ikke tidspunktet til skænderi.

Alt jeg har at vise for denne episode er et lille bitte sår i tindingen – der hvor der engang var hår. Så lille at det forsvandt efter to dage, sandsynligvis på grund af en masse sol. I det mindste slap jeg billigere en end Kimberly, en af vores venner. Hun tog turen på røven på en flad klippe ved stranden. Hun blødte fra albuerne i sådanne mængder at jeg begyndte at spekulere på om der var hajer i farvandet. Igen måtte Rosa finde papir fra tasken. Kimberly og jeg satte os ved siden af hinanden i båden og lod folk glo.

Kære læsere, det var historien om det lille sår i mit hoved. Og her er et billede af skrammen. Som om den var noget at gøre så stort et nummer ud af.

Næste fijiberetning bliver knapt så dramatisk, og sandsynligvis heller ikke så lang. Tak fordi du svømmede med.

Fiji var ikke koldere end en isgrav på sydpolen. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige at Fiji var temmelig varmt. Specielt om natten hvor mine fødder blev forvandlet til to klumper glødende lava. Er det muligt at brænde sig på sig selv? Jeg tror det. Jeg vender tilbage til mine to klumper lava om lidt.

Første nat tilbragte vi på et hotel i noget der skulle vise sig at være luksus. Luksus betyder en blæser over sengen, aircondition og varmt vand. Helt almindeligt er dog kokospalmer og hængekøjer. Aldrig har jeg tilbragt så meget tid i en hængekøje.

Strandløver var der ingen af, men vi mødte to gamle strandhunde der ikke var vandt til at blive kælet for. Det gjorde jeg naturligvis noget ved.

Dagen efter rejste vi nord på. Under ækvator er nord lig med varme. På sejlturen så vi dem. Du ved godt hvad jeg mener. De små tropeøer der kun eksisterer i lottoreklamer. Midt i det turkisgrønne hav ligger de. Små lysegule øer med eksplosioner af grønne palmer på midten. Vi blev sejlet ind til øerne i små både, og jeg er stadig imponeret over Fijiernes evne til at pakke uanede mængder af mennesker og bagage ned i både der ser ud til kun at kunne indeholde halvt så meget.

Problemet med varme om natten – mine to lavaklumper af fødder – oplevede vi primært de første to nætter som vi tilbragte i en bure; en lille hytte bygget af palmestammer og flettede palmeblade. Jeg kunne ikke sove for varme. Luften var tyk og selve havbrisen slog ind gennem vinduet var jeg ved at dø. Jeg vænnede mig til det, og de steder vi boede de andre dage var også bedre indeklima. Jeg ville sige at vi bogstaveligt talt boede to meter fra stranden, men det er ikke helt rigtigt. Det afhang af tidevandet. Sommetider boede vi to meter fra havet og næste morgen boede vi femten meter fra det.

Det ver temmelig umuligt ikke at bruge tid ved stranden, da alle husene lå så tæt på vandet at der stort set kom bølgeskvulp ind gennem vinduerne. Men mellem strandturene fik vi da gået en tur tværs over øen og set solnedgangen.

Aftenerne var intet mindre end storslåede på en meget fortigtig måde. Månelys gennem silketynde skyer og et meget uvirkeligt lys som du kan se på det første. Billede nummer to er naturligvis blitzet fyldt med kunstigt lys.

Næste del af Fijituren har jeg endnu ikke skrevet, men den kommer online om et par dage. Lad mig alligevel holde dig til ilden ved tarveligt at afsløre næste historiefokus: Hvordan jeg næsten druknede i en undersøisk hule, men slap med et lille hul i hovedet.