Det er tid til at gøre regnskab. Hvad er der sket med mig de ti måneder jeg tilbragte i New Zealand?

Udover at have vundet flere venner rundt omkring i verden har min indstilling til at se mine venner i det hele taget forandret sig. Jeg har mere lyst til at se mennesker. Det skyldes sandsynligvis at jeg har savnet dem mens jeg har været væk, men det skyldes også at jeg har boet sammen med andre mennesker konstant i ti måneder. Det skyldes nok også at hvis det ikke var for instant messengers ville jeg være komplet isoleret fra andre mennesker i min arbejdsdag som forfatter.

At bo konstant med mennesker omkring sig har været irriterende til tider, og jeg har glædet mig til at komme hjem, men det er også det jeg savner mest. Der foregik altid noget i huset i New Zealand. Der var altid noget man kunne lave i weekenden, en improviseret skovtur, fodbold i parken, stranden, biografen eller bare et par øl på den nærmeste pub.

De venner vi fik dernede var mest andre rejsende. Det betød at der ikke var familiefester og andet i vejen for improviserede begivenheder. Således kunne jeg ringe til fem mennesker fredag eftermiddag klokken fire og spørge om vi skulle mødes i Viadukten til en øl om en time. Alle ville dukke op og blive til aftensmad og resten af aftenen.

Mine nye venner, Lina den tilfældige, Johnny den søde, Louisa den flagrende, Moe den leende, Posy den smarte, Jamie den åbne, Jared den forvirrede, Anne den gode og Seamus den betænksomme, Alan den ærlige og Stephen den i starten reserverede… de er alle så forskellige, så anderledes fra de venner jeg har i Danmark, og så anderledes hver især, at jeg har spejlet mig i dem og opdaget refleksioner af mig selv som jeg ikke har set før. De har med andre ord fået mig til at ønske at blive et bedre menneske.

Hermed en foreløbig konklusion af min rejse til New Zealand. De billeder jeg vil dele er online, og mange af historierne fortalt. Jeg har ikke lyst til at sige at det er slut, så jeg vil ikke sige at dette er sidste indlæg om New Zealand, for der dukker sikkert noget op igen på et tidspunkt, men indtil videre… that’s all folks.

Her er to billeder jeg tog i det travleste kryds i Tokyo. Se på det øverste billede og så på det nederste. Ingen mennesker. Masser af mennesker. Ingen mennesker. Masser af mennesker. Underholdningen resten af dagen er hjemme.

Rød lys:

Grønt lys:

Solen er ved at gå ned bag bygningerne, og Rosa og jeg lader os bære i vrimlen af mennesker. Jeg stopper dog lige op et par gange, blandt andet ved denne forgrening af vejene og får fumlet kameraet frem.

Vi besøgte et tempel i Japan. Japanerne skriver ind i mellem deres bønner ned på papir og binder dem derefter fast på et stativ placeret i templet. En fin måde at visualisere det på, og her er et billede af det.

Jeg har taget billedet i en park i Tokyo på en smuk efterårsdag.

Jeg elsker sushi, og det gjorde denne krage fra Japan også. Og hermed lyder så startskuddet til den sidste samling billeder fra vores New Zealandtur. På vejen til Danmark slog vi et smut omkring Japan.

Lidt flere billeder fra New Zealand slipper I ikke for selvom det er længe siden jeg kom hjem efterhånden. En af de underligste ting vi så var måske nok denne leopartplettede vandmand. Vi løftede den på en pind (den var død) da ingen af os vidste om den var giftig.

Herefter følger et par virkelig typiske New Zealand billeder. Grønne marker. Får. Rosa og mig på stranden (i november, hahaaa)

Og til sidst noget jeg er lidt stolt af som fotograf. Et knivskarpt billede af en måge, fanget i dens flugt hen over mit hoved. Det ser næsten ud som om den er udstoppet, det ved jeg, men den er levende nok.

Måske husker nogle af jer The Hellhole of the Pacific som blev nævnt i filmen Pirates of the Caribbean. En by fyldt med hor, druk og tyveri. Det var sandsynligvis byen Russel, som vi tilbragte et par dage i den sidste uge vi var i New Zealand. Dette skilt udenfor en café tyder på at historierne har hold i virkeligheden.

Vi så nu hverken luddere, lommetyve eller pirater. Ikke engang turistpirater. (Heller ikke turistluddere.) Men vi fandt en kanon og nogle typiske New Zealandske postkasser.

Desuden var det også en udfordring at komme hen til den strand vi gerne ville tilbringe dagen på. Det havde muligvis været lidt nemmere hvis det havde været lavvande.

Lad mig lige minde dig om at alle billederne er fra slutningen af november. Aldrig har jeg ligget og svedt på en strand i november før. men jeg lappede det i mig, vel vidende om det vejr jeg snart skulle hjem til. Jeg tror stadig jeg er ladet op efter den strandtur.

Man ved aldrig hvem der springer frem. En galning med en kniv, en lille pige med blødende øjne eller måske en barnepige med blod på hænderne. Nej, jeg taler ikke om de danske børnehaver, men om Spookers som vi besøgte I New Zealand.

Spookers er et firma der har købt et nedlagt galehus og indrettet det til et hjemsøgt hus. Folk flokkes for at blive skræmt fra vid og sans, inklusiv mig, og det blev jeg. På den gode måde.

Allerede da vi stod i kø begyndte uhyggen. På væggene hang gamle fotografier af folk fra det attende århundrede, og som man passerede dem tonede tomme øjenhuler og kraniestruktur frem på billederne. Det næste var manden der holdt orden i køen og sendte folk ind i huset i grupper på maksimum fem personer. Han var høj, iført en lang sort frakke og havde et åbent kødsår tværs over ansigtet. “Rule number one!” Råbte han. “The actors can touch you, but you cannot touch the actors. Rule number two: If you get enough hold out your palm against the actors and they will leave you alone!” Gys! Læs resten »

Jeg lovede at skrive om den for alt for længe siden. Den smukkeste endags vandretur i New Zealand hedder Tongariro crossing. Den er også kendt for at være den hårdeste. En heldags vandretur på skrænterne af Mount Ngauruhoe, Mount Ruapehu og Mount Tongariro som alle er aktive vulkaner.

Vi endte i sne til midt på knæene på bjergsiden og i så kraftig vind at jeg sommetider var nervøs for at blæse ud over stien og ned i dybet. Vi blev også advaret om netop det i bussen på vej op mod bjergene. “Det bliver isnende koldt og meget blæsende. Og det er ikke noget jeg siger for sjov!” sagde chaufføren. Derefter bad han os åbne alle vinduerne i bussen mens han kørte 100 km/t. “Det bliver koldere end det her og meget mere blæsende deroppe,” sagde han. Og det blev det.

Det var sandt. Faktisk var det så blæsende, at vi kun kunne gå halvvejs før vi måtte vende tilbage. Samtidig begyndte det at sne så vi flere gange gik i sne til knæene. Men udsigten var så smukt at det gjorde ondt. Læs resten »