Udover at have vundet flere venner rundt omkring i verden har min indstilling til at se mine venner i det hele taget forandret sig. Jeg har mere lyst til at se mennesker. Det skyldes sandsynligvis at jeg har savnet dem mens jeg har været væk, men det skyldes også at jeg har boet sammen med andre mennesker konstant i ti måneder. Det skyldes nok også at hvis det ikke var for instant messengers ville jeg være komplet isoleret fra andre mennesker i min arbejdsdag som forfatter.

At bo konstant med mennesker omkring sig har været irriterende til tider, og jeg har glædet mig til at komme hjem, men det er også det jeg savner mest. Der foregik altid noget i huset i New Zealand. Der var altid noget man kunne lave i weekenden, en improviseret skovtur, fodbold i parken, stranden, biografen eller bare et par øl på den nærmeste pub.

De venner vi fik dernede var mest andre rejsende. Det betød at der ikke var familiefester og andet i vejen for improviserede begivenheder. Således kunne jeg ringe til fem mennesker fredag eftermiddag klokken fire og spørge om vi skulle mødes i Viadukten til en øl om en time. Alle ville dukke op og blive til aftensmad og resten af aftenen.

Mine nye venner, Lina den tilfældige, Johnny den søde, Louisa den flagrende, Moe den leende, Posy den smarte, Jamie den åbne, Jared den forvirrede, Anne den gode og Seamus den betænksomme, Alan den ærlige og Stephen den i starten reserverede… de er alle så forskellige, så anderledes fra de venner jeg har i Danmark, og så anderledes hver især, at jeg har spejlet mig i dem og opdaget refleksioner af mig selv som jeg ikke har set før. De har med andre ord fået mig til at ønske at blive et bedre menneske.

Hermed en foreløbig konklusion af min rejse til New Zealand. De billeder jeg vil dele er online, og mange af historierne fortalt. Jeg har ikke lyst til at sige at det er slut, så jeg vil ikke sige at dette er sidste indlæg om New Zealand, for der dukker sikkert noget op igen på et tidspunkt, men indtil videre… that’s all folks.

Rød lys:

Grønt lys:

Herefter følger et par virkelig typiske New Zealand billeder. Grønne marker. Får. Rosa og mig på stranden (i november, hahaaa)

Og til sidst noget jeg er lidt stolt af som fotograf. Et knivskarpt billede af en måge, fanget i dens flugt hen over mit hoved. Det ser næsten ud som om den er udstoppet, det ved jeg, men den er levende nok.

Vi så nu hverken luddere, lommetyve eller pirater. Ikke engang turistpirater. (Heller ikke turistluddere.) Men vi fandt en kanon og nogle typiske New Zealandske postkasser.

Desuden var det også en udfordring at komme hen til den strand vi gerne ville tilbringe dagen på. Det havde muligvis været lidt nemmere hvis det havde været lavvande.

Lad mig lige minde dig om at alle billederne er fra slutningen af november. Aldrig har jeg ligget og svedt på en strand i november før. men jeg lappede det i mig, vel vidende om det vejr jeg snart skulle hjem til. Jeg tror stadig jeg er ladet op efter den strandtur.

Spookers er et firma der har købt et nedlagt galehus og indrettet det til et hjemsøgt hus. Folk flokkes for at blive skræmt fra vid og sans, inklusiv mig, og det blev jeg. På den gode måde.

Allerede da vi stod i kø begyndte uhyggen. På væggene hang gamle fotografier af folk fra det attende århundrede, og som man passerede dem tonede tomme øjenhuler og kraniestruktur frem på billederne. Det næste var manden der holdt orden i køen og sendte folk ind i huset i grupper på maksimum fem personer. Han var høj, iført en lang sort frakke og havde et åbent kødsår tværs over ansigtet. “Rule number one!” Råbte han. “The actors can touch you, but you cannot touch the actors. Rule number two: If you get enough hold out your palm against the actors and they will leave you alone!” Gys!

Vi blev lukket ind i huset, og skulle selv finde ud af at gå fra rum til rum, og lad mig sige med det samme at det var fantastisk lavet. Det var makeup-effekter og indretning der var en hollywood gyser værdig. Ikke noget grimt plastic eller spøg og skæmt udstyr. Det var et slagtehus med spørgelser og usynlige hænder der rakte ud efter os. Et sted kom en brutal fyr springede ud fra et mørkt hjørne og skar halsen over på mig. Altså med en slagterkniv af plastic, men dyppet i koldt vand. Jeg skal hilse og sige at det føltes forfærdeligt virkeligt.

Jeg var skræmt, men det meste af tiden gik jeg alligevel rundt derinde med et kæmpe grin mens Rosa klamrede sig til min arm. Men hvad var så det klammeste, det mest uhyggelige? Det var nok børneværelset.

Det var et helt perfekt lille børneværelse. Tremmesenge, vugger og legetøj. Men i sengene lå der lig, både friske blodige og gamle indtørrede. Og så kom barnepigen. En ældre kvinde med tykke briller og et dødt spædbarn i armene som hun vuggede. “Have you seen my baby?” spurgte hun. Hun vendte sig mod en anden i vores gruppe og tog ham hårdt om hagen så der kom blod i ansigtet på ham. “Have you been a good boy? Have you?” Fuck, det var klamt. Jeg havde absolut intet at udsætte på skuespillernes præstationer.

Bagefter tog vi en tur i den hjemsøgte skov. En hel skov fyldt med spøgelser, dværge i klamme kostumer og folk med motrorsave (uden kæde). En af vores venner blev så bange til sidst at hun stak af ud af skoven. Generelt var de også enormt gode til at placere noget interessant til venstre, og så komme springede fra højre.

En oplevele jeg kun kan anbefale hvis du kommer forbi Spookers i New Zealand på din næste skovtur.

Vi endte i sne til midt på knæene på bjergsiden og i så kraftig vind at jeg sommetider var nervøs for at blæse ud over stien og ned i dybet. Vi blev også advaret om netop det i bussen på vej op mod bjergene. “Det bliver isnende koldt og meget blæsende. Og det er ikke noget jeg siger for sjov!” sagde chaufføren. Derefter bad han os åbne alle vinduerne i bussen mens han kørte 100 km/t. “Det bliver koldere end det her og meget mere blæsende deroppe,” sagde han. Og det blev det.

Det var sandt. Faktisk var det så blæsende, at vi kun kunne gå halvvejs før vi måtte vende tilbage. Samtidig begyndte det at sne så vi flere gange gik i sne til knæene. Men udsigten var så smukt at det gjorde ondt.

Turen ned var en oplevelse i sig selv. Sneen fra toppen af bjergene smeltede og brugte stien som flodleje. Det betød at stien så nogenlunde sådan ud:

Jeg kunne mærke vandet i mine vandrestøvler skvulpe for hvert skridt. Det er ikke et sprogbillede, det er skam helt alvorligt. Det betød også kolde tæer. Som du kan se på det næste billede besluttede Jamie at varme sine i en af de termiske floder. Det kunne jo være ligemeget med tørre fødder nu. Johnny tog en kop tiltrængt varm kaffe.

Da vi kom ned, godt syv timer senere, indrømmede chaufføren at de sandsynligvis ikke ville have ladet os gå turen hvis de havde vidst hvordan vejret ville udvikle sig. Jeg er nu glad for at vi gjorde det selvom jeg havde ondt i ryg og ben to dage efter.