Lidt flere billeder fra New Zealand slipper I ikke for selvom det er længe siden jeg kom hjem efterhånden. En af de underligste ting vi så var måske nok denne leopartplettede vandmand. Vi løftede den på en pind (den var død) da ingen af os vidste om den var giftig.

Herefter følger et par virkelig typiske New Zealand billeder. Grønne marker. Får. Rosa og mig på stranden (i november, hahaaa)

Og til sidst noget jeg er lidt stolt af som fotograf. Et knivskarpt billede af en måge, fanget i dens flugt hen over mit hoved. Det ser næsten ud som om den er udstoppet, det ved jeg, men den er levende nok.

Måske husker nogle af jer The Hellhole of the Pacific som blev nævnt i filmen Pirates of the Caribbean. En by fyldt med hor, druk og tyveri. Det var sandsynligvis byen Russel, som vi tilbragte et par dage i den sidste uge vi var i New Zealand. Dette skilt udenfor en café tyder på at historierne har hold i virkeligheden.

Vi så nu hverken luddere, lommetyve eller pirater. Ikke engang turistpirater. (Heller ikke turistluddere.) Men vi fandt en kanon og nogle typiske New Zealandske postkasser.

Desuden var det også en udfordring at komme hen til den strand vi gerne ville tilbringe dagen på. Det havde muligvis været lidt nemmere hvis det havde været lavvande.

Lad mig lige minde dig om at alle billederne er fra slutningen af november. Aldrig har jeg ligget og svedt på en strand i november før. men jeg lappede det i mig, vel vidende om det vejr jeg snart skulle hjem til. Jeg tror stadig jeg er ladet op efter den strandtur.

Man ved aldrig hvem der springer frem. En galning med en kniv, en lille pige med blødende øjne eller måske en barnepige med blod på hænderne. Nej, jeg taler ikke om de danske børnehaver, men om Spookers som vi besøgte I New Zealand.

Spookers er et firma der har købt et nedlagt galehus og indrettet det til et hjemsøgt hus. Folk flokkes for at blive skræmt fra vid og sans, inklusiv mig, og det blev jeg. På den gode måde.

Allerede da vi stod i kø begyndte uhyggen. På væggene hang gamle fotografier af folk fra det attende århundrede, og som man passerede dem tonede tomme øjenhuler og kraniestruktur frem på billederne. Det næste var manden der holdt orden i køen og sendte folk ind i huset i grupper på maksimum fem personer. Han var høj, iført en lang sort frakke og havde et åbent kødsår tværs over ansigtet. “Rule number one!” Råbte han. “The actors can touch you, but you cannot touch the actors. Rule number two: If you get enough hold out your palm against the actors and they will leave you alone!” Gys! Læs resten »

Jeg lovede at skrive om den for alt for længe siden. Den smukkeste endags vandretur i New Zealand hedder Tongariro crossing. Den er også kendt for at være den hårdeste. En heldags vandretur på skrænterne af Mount Ngauruhoe, Mount Ruapehu og Mount Tongariro som alle er aktive vulkaner.

Vi endte i sne til midt på knæene på bjergsiden og i så kraftig vind at jeg sommetider var nervøs for at blæse ud over stien og ned i dybet. Vi blev også advaret om netop det i bussen på vej op mod bjergene. “Det bliver isnende koldt og meget blæsende. Og det er ikke noget jeg siger for sjov!” sagde chaufføren. Derefter bad han os åbne alle vinduerne i bussen mens han kørte 100 km/t. “Det bliver koldere end det her og meget mere blæsende deroppe,” sagde han. Og det blev det.

Det var sandt. Faktisk var det så blæsende, at vi kun kunne gå halvvejs før vi måtte vende tilbage. Samtidig begyndte det at sne så vi flere gange gik i sne til knæene. Men udsigten var så smukt at det gjorde ondt. Læs resten »

I New Zealand naturligvis. Der er ikke meget rafting på Gudenåen. Her er billedet af os alle sammen fra Tongariro.

Jamie skvattede i vandet, men var en virkelig tålmodig mand omkring sagen. Han grinede med uanset hvor meget vi drillede ham med det resten af ugen. Han skvattede i et specielt svært sted hvor alle vi andre smed os ind i midten af båden. Han skyllede i land ti meter længere nede af floden uden skrammer.

Ikke at jeg kunne se meget af det i går aftes da vi landede i København. Klokken var 17 og det var mørkt. Det var koldt og friskt. Det skandinaviske kolde nords helt specielle luft der frisker lungerne op helt ud i hjørnerne, hvis de da har sådan nogle.

Rosa og jeg har overnattet hos mine forældre, og det gør vi også i nat, men i morgen tidlig flytter vi ind i vores nyrenoverede lejlighed. Eventyret på den anden side af kloden er forbi, og vi kan se frem til et omvendt kulturshock hvor dagligdagen rammer os i ansigtet som en smedejernsstegepande svunget af en mutter på 188 kilo. Der er mange ting som har forandret sig, men nok mest mig selv. Det er noget jeg må tænke over og skrive mere om senere. Lige nu er det dejligt bare at se familie og venner. Dagligdag bliver det nok alligevel ikke forløbig da hverken Rosa eller jeg har fået et arbejde endnu.

Det er nye tider, selvom vi er kommet hjem, og det passer mig faktisk virkelig godt.

Jeg sidder på et lille hotelværelse i Tokyo. Det er et billigt hotel, men naturligvis er der internet på værelset.

Det er ret specielt at befinde sig i et land hvor man ikke kan læse nogle af skiltene, og det er svært at kommunikere, da de færreste kan engelsk. Men alligevel er det anderledes på en… ja, på en så anderledes måde at det er en fed oplevelse. Japanerne er heldigvis gode til også at skilte på engelsk, uden den gæstus ville vi være fortabte.

Jeg tror det var min ven Brian er engang sagde om japanerne at de er fra Mars. Det er de, men smilende og søde.

I går gik vi blandt andet ind og så et japansk tromme- og samuraishow. En lille kælderscene med plads til 60 mennesker, hvoraf vi var de eneste ikke-japanere, var vært for showet. Halvdelen af showet viste sig at være de to optrædende der talte sammen på japansk, men den anden halvdel var fyldt med sværdkampe og musik.

I dag har vi set templer, shoppet i Tokyos otte etagers elektronikbutik og travet sålerne tynde gennem hyggelige gader med restauranter og alle slags butikker. Og blevet næsten blændet af reklameskilte.

Lige nu har vi en kort pause på hotelværelset inden vi går ud og spiser. I aften tager vi ind til Shibuya, som er det “rigtige Tokyo” som du ser i film med lysende reklamer alle vegne.

Næste gang du hører fra mig bliver i Danmark.

Vi har én dag tilbage i New Zealand. I morgen tidlig flyver vi til Tokyo og bruger fire dage der, før det endelig går hjem mod den danske jul.

Det betyder ikke at I er færdige med at høre om NZ, beklager. Der er stadig billeder der skal online og historier der skal fortælles. Jeg har ikke fortalt om vandreturen på bjerget i snestormen, om raftingturen eller om det hjemsøgte hus. Det kommer alt sammen.

Dette billede tog jeg fordi lyset var helt unikt. Det var lige efter et uvejr og solen var ved at bryde frem, men forude hang regnskyerne stadig.

Rosa stoppede bilen så jeg kunne snuppe det her foto. Motivet er en kliché, det ved jeg udmærket, men det virker.

Det er ikke helt til at tro, men eventyret er snart slut. Vi er begyndt at sige farvel til vores venner hernede, og havde en eksplosion af en farvelfest i fredags, og noget af en rengøringstjans lørdag morgen.

Resten af ugen skal vi se vores venner stort set hver dag. Vi forsøger ikke at tænke på farvelscenen i lufthavnen hvor vi kommer til at tude som små børn alle sammen.

Lige nu nyder vi bare de sidste dage i New Zealand. Sommeren er her, og vi var ude og bade i det Tasmanske havs store bølger i lørdags. Det var en af de ting jeg håbede at nå en sidste gang inden vi skulle af sted. Uden at tænke over det endte vi på samme strand som første gang vi tog på tur hernede. Vi har med andre ord ramt en fuld cirkel hernede.

Vi har lavet så meget i løbet af november at jeg slet ikke har haft tid til at uploade billeder, endsige skrive om det hele her. Jeg har noget af en backlog at nå efter vi kommer hjem. Vi flyver herfra på lørdag d. 2. december, og tilbringer så fire dage i Tokyo før vi endelig vender næsen mod Danmark og julehyggen.

Hjemme venter en nyrenoveret, men helt tom, lejlighed, så indflytning skal vi også klare. Men hjemme venter også venner og familie som vi ikke har set alt alt for længe.