I går gjorde jeg noget som jeg ikke har gjort i 14 år. Jeg pakkede min Amiga 1200 i en rygsæk og drog ud i den danske forårsaften – på vej til Amigatræf sammen med en flok gamle nørder. (Aka mine venner)

Min Amiga 1200 har ligget i kælderen i 7 år uden at være tændt, og den fungerede stadig upåklageligt. Hardwaren er en Motorola 68020 2 mb chipram og 4 mb fastram! 68882 FPU og ikke mindre end 260 mb harddisk sidder der i den. Wohoo!

På trods af at de har været slukket i 7 år havde den stadig dato og klokkeslet rigtigt bortset fra at den var på sommertid.

Det var hyggeligt og nostalgisk at sidde foran Amigaen igen og nu ryger den så i kælderen i et par år endnu til næste gang.

Da jeg var 23 lovede jeg mig selv at jeg ville være udgivet inden jeg blev 25. Det var lettere sagt end gjort siden jeg på det tidspunkt ikke vidste meget om at skrive. Det lykkes dog at få en novelle udgivet i en antologi, så egentlig nåede jeg målet. Men i mit hoved var ”udgivet” altid synonym med at have en roman udgivet, så jeg støttede mig til novellen, men følte ikke at det var ”rigtigt”.

Jeg fyldte 32 i fredags og er lige blevet far til mit andet barn. Jeg har et godt job og en fantastisk familie, men stadig ingen roman udgivet. Hvor står jeg nu? Der er sket meget i de sidste måneder. Mødet med Gyldendal har betydet at jeg ikke længere er i tvivl om at jeg bliver udgivet. Det er et spørgsmål om overskuelig tid.

Tid? Hvordan får jeg tid til at skrive med job og to børn?

Forfattere skriver. Alle andre kommer med undskyldninger.

Det lyder mere dramatisk end det var. Nej, vent, det gør det faktisk ikke. Rosa havde veer i skiftende styrke siden i går morges, men sidste gang hun fødte var det med veer i fire dage, så vi tog det ikke så alvorligt endnu. Vi blev enige om at jeg lige puttede Maja, og så kunne vi se om vi skulle af sted. Maja var kulet ned klokken 19 og på det tidspunkt var Rosa godt nok begyndt at puste lige lovlig meget. Hun ringede til fødegangen og vi blev enige om at tage af sted.

Med Maja hjemme kunne vi ikke bare smutte, så jeg ringede til mine forældre der var en lille halv time væk. Men efter få minutter var det tydeligt at de ikke kunne nå herind og se efter Maja før fødslen gik i gang. Så jeg ringede på hos naboerne. Ingen hjemme. Jeg ringede på hos underboerne. Ingen hjemme.

Så sagde Rosa at hun havde pressetrang og så ringede jeg efter en ambulance. Kort efter gik vandet. Og efter ti lange, gispende minutter ankom to ambulancefolk. På det tidspunkt havde jeg lagt et håndklæde ud på badeværelsesgulvet og givet Rosa nogle puder under hovedet, og der lå hun så og forsøgte ikke at føde endnu.

”Efter næste ve,” sagde den ene Falckredder, ”så sætter vi dig op på båren og så tager vi til Hvidovre Hospital.” Men efter næste ve var det tydeligt at Rosa absolut ikke skulle nogle steder. ”Så klarer vi det sgu her,” sagde han.

Jeg kunne ikke komme ind på badeværelset på grund f den måde Rosa lå på, så alt jeg kunne gøre var at råbe til hende at hun var for sej, at hun sagtens kunne og at det gik rigtig godt. Jeg ville gerne have holdt hende i hånden, men der var ikke plads til flere mennesker på badeværelset, så det gjorde den ene af falcredderne.

”Så Rosa,” sagde den ene falckredder. ”Så gi’r du den gas!” Ikke sådan en jordemorder ville havde sagt, tænkte jeg, men det så ud til at virke. ”Han er ude næste gang,” sagde falckredderen. Hvad ved han om det? tænkte jeg. Sidste gang var det ikke lige så let.

Men så hørte jeg den mest fantastiske lyd. Skrøbelig glasgråd først, og så et vræl. Da Maja kom ud havde hun ikke kræfter til at græde og lægerne indlagde hended det samme, så at høre ham græde var helt fantastisk. Ni minutter efter Falck ankom var den lille født.

Derefter var alt stille og roligt. Vi havde tid til at samle os. Mine forældre ankom midt i fødslen og jeg gennede dem ind i stuen hvor de havde været ind til nu, men nu var der tid til at give dem et knus og berolige min rystende mor med at både den lille og Rosa havde det godt.

Rosa sad med den lille på en båre og vi kørte til hospitalet i ambulancen. Rosa og barnet skulle lige tjekkes. Ingen problemer og vi var hjemme klokken 00:30. Fem timer efter fødslen. Han er 51 centimeter lang og vejer 3,3 kg.

Jeg kommer aldrig til at se badeværelset på samme måde igen. Desuden er jeg atter blevet overbevist om at jeg har den sejeste tøs af en kæreste.

Billeder? Ja, her er de.

Plot er ikke let. Opgaven bliver ikke nemmere af de 3 primære beskeder fra Gyldendal:

1. Historien skal være mere realistisk.
2. Hovedpersonen skal involveres personligt i plottet.
3. Den oprindelige hovedperson skal bevares.

Opgaven svarer til at flytte alle skakbrikker rundt, på nær kongen, midt i et spil – og stadig så stærkt.

Jeg har i de sidste uger kæmpet med forskellige historieideer. Familie og venner har været gode til at komme med indspark. Nu står jeg så med en grundide og en masse historietråde at holde rede på. Min hovedperson er så pyskisk syg at han dårligt tør forlade huset, derfor er det noget besværligt at få ham involveret personligt i plottet – jeg har dog fundet en metode.

Jeg har flyttet forbrydelsen ind i hovedpersonens familie for at involvere ham mere i plottet. Og det er nu at jeg skal passe på. Jeg ønsker ikke at min historie skal ende som endnu et småborgerligt dansk familiedrama sat i en provinsby. Jeg vil have mere perspektiv i historien end som så.

Jeg går en farlig balancegang lige nu. På den ene side skal jeg bevare de gode elementer fra de tidligere udgaver af historien, men jeg skal samtidig skabe noget helt nyt der stikker dybere end et familieopgør.

Plottet spøger i baghovedet hele tiden. Så meget at jeg er vågnet om natten og har skrevet ideer ned et par gange. Jeg har hængt flere papirer med plotideer op på væggen foran computeren derhjemme. Historien begynder at tage form, og hver dag på cyklen får jeg nye ideer. Inde i hovedet er en historie ved at tage form, og nu begynder jeg endelig at se konturerne.

Indlægget her er ikke et skrivetip, men en anerkendelse af den fantastiske læseoplevelse forfatteren Mark Haddon har givet mig med romanen “The Curious Incident of the Dog in the Night-time”, som har kæmpet sig ind på en meget kort liste over mine favoritbøger.

Christopher er 15 år og har Asperger syndrom, hvilket er en form for autisme. Han kan ikke klare at folk rører ved ham, han har svært ved at tolke ansigtsudtryk og kropssprog og har fabelagtige matematiske evner. Romanen handler om de udfordringer der er for Christopher ved at leve i en verden hvor det er umuligt at tage alle indtryk til sig. Og så handler den om et mordmysterie og familiehemmeligheder.

Det lyder måske som en historie der er fortalt mange gange før, og man må unægteligt skænke Rain Man en tanke, men det er slet ikke tilfældet. Romanen er fortalt i første person og vi oplever således alt gennem Christophers øjne. Sproget er simpelt, for det er sådan Christopher tænker. Bogen er fyldt med videnskablige teorier og matematik, for det er limen der holder Christophers verden sammen.

The Curious Incident of the Dog in the Night-time er en fantastisk mulighed for at opleve essensen i at læse romaner: Træd ud af dt liv nogle timer og oplev verden med andre øjne.

Noget vigtigt er gået op for mig efter mødet med Gyldendal. Redaktøren havde mange gode ord om mine skriveevner, og ikke så mange gode om min historie.

Hvad har jeg koncentreret mig om de sidste mange år? Blive bedre til at skrive. Nu har jeg åbenbart nået et niveau hvor et stort forlag synes at jeg skriver skarpt og godt. Men jeg har ikke koncentreret mig specielt meget om at forbedre mine evner til at skabe historier og plot. Mine historievener er åbenbart ikke på højde med mine skriveevner – og det må jeg gøre noget ved.

Jeg er allerede begyndt at skrive a4 papirer med tips til at skabe gode plots og sætte dem op på væggen ved computeren. Det slår nok også nogle blogindlæg med tips til plot af sig snarest.

Ligger du inde med links til gode artikler eller tips til planlægning af plot må du meget gerne smide en kommentar. Det er altid inspirerende at høre hvordan andre skribenter griber sagen an.

Det var med en smule ærefrygt at jeg nærmede mig indgangen til Gyldendals forlag. Hvor mange store forfattere har ikke gået gennem denne port? Hvor mange forfatterspirer er mon gået ud af porten mens de skuffede så på deres skosnuder? Jeg havde forhåbninger til mødet, men forventede ikke at gå derfra som en snart udgivet forfatter – det kom jeg da heller ikke til.

Da jeg trådte ind i redaktørens kontor så det ud præcis som jeg forestiller mig. Et skrivebord ved vinduet og på to ud af fire vægge var bogreoler fra gulv til loft med skønlitteratur. I vindueskarmen lå flere romaner. “Hej Simon,” sagde jeg og trådte ind. Han så overrasket ud, og rejste sig og gav hånd. “Nå, så det er Morten Brunbjerg,” sagde han og jeg tror jeg kunne lide den måde han sagde mit navn på. Det lød som en forfatters navn. Jeg satte mig. Vi havde ikke mere end en halv time at tale i før jeg skulle på arbejde, så vi gik lige til sagen. Redaktøren tog mit manuskript frem og holdt det lidt inden han lagde det på bordet igen og lænede sig tilbage i stolen. Jeg lænede mig frem.

“Det er desværre ikke så gode nyheder jeg har, Morten,” begyndte Simon. Straks forventede jeg at han havde kaldt mig ind bare for at sige nej tak på en høflig facon. Det var heldigvis ikke tilfældet. Han fortsatte og fortalte at de stadig ikke er vilde med plottet. “Det virker søgt og usandsynligt og lidt for meget som noget Morten Brunbjerg har sat sig ned og fundet på,” sagde han. Jeg var ved at sige: ’Ja, det er der jo en god grund til,’ men gjorde det ikke. At modtage kritik betyder at holde sin kæft når folk taler, og naturligvis skal læseren ikke opleve det som noget jeg har fundet på. Jeg kradsede i stedet en note ned på mit papir. Han fortsatte: “Det er svært at forestille sig at det kunne foregå i virkeligheden. Vi savner også at hovedpersonen er mere involveret i plottet. Måske noget med ham selv, en nabo eller en underbo eller noget i den stil …”

“Men,” fortsatte han og lænede sig frem. Han tog mit manuskript og holdt det med begge hænder og slog papirkanterne to gange mod bordet. “Der er noget ved det her der holder rigtig meget, Morten.” Han holdt stadig fast i manuskriptet med begge hænder. ”Du skriver rigtigt godt og skarpt, og hovedpersonen er fed. Hele hans baggrund og hans handicap … der er noget over de der handicappede hovedpersoner som er interessant … Du har grebet ham godt.”

Da jeg havde modtaget kritikken lænede Simon sig igen tilbage i stolen og spurgte: ”Nu ved jeg godt at du allerede har afleveret én synopsis, men ja … jeg ved ikke hvad du vil …” Hertil kunne jeg kun svare som sandt var: ”Jeg vil gå i tænkeboks og lave en ny historie. Det er det her jeg vil!” Simon nikkede og sagde: ”Okay, men så … ja, det er svært at finde på plot!” Han havde en tone som vidnede om at han selv sad – eller lige havde siddet – og tumlet med et svært plot.

Vi blev altså enige om at jeg gør et nyt forsøg og skriver en synopsis hvor jeg ændrer lidt i handlingen. Men jeg bad om at kunne bruge Gyldendal mere i processen så jeg ikke igen skal skrive 50 sider prøvekapitler før jeg får at vide at de ikke synes at det holder. Simon var ganske enig og tilbød at vi tager et møde så snart jeg er færdig med den nye synopsis.

“Morten Brunbjerg” er altså igen gået i tænkeboks.

10. februar 2010 vil de gerne tale med mig “for at finde en løsning” omkring min krimi. Hvad “en løsning” dækker over ved jeg ikke, men jeg håber at der ikke ville være grund til at mødes personligt hvis det er et afslag.

“Skal jeg forberede noget, eller taget noget med?” spurgte jeg.
“Kun dig selv, det rækker.”

Nu skal jeg lige læse op på min synopsis så jeg er klar til at besvare eventuelle spørgsmål omkring historien uden at tænke for længe.

Jeg mener ikke forhindringer for personerne i din historie, men de forhindringer du sætter for dig selv giver din historie en kurs som du aldrig ville have fundet på hvis du havde helt frie hænder.

Tag f.eks. filmen The Imaginarium of Doctor Parnassus. Heath Ledger, som spiller hovedrolleindehaveren, døde to tredjedele inde i optagelserne, og alligevel er filmen nu i biograferne. Jude Law, Colin Farrell og Johnny Depp overtog hans rolle. Det hele kreativt løst med en simpel historieændring man som publikum køber på stedet. Ændringen af hovedpersonens udseende reflekterer ændringerne i hans personlighed gennem filmen.

Da jeg fik svar fra Gyldendal på første udkastet af min krimi fik jeg at vide at de kunne lide den ene del af den, men ikke den anden. Jeg måtte altså finde en metode til at bevare de dele af romanen de kunne lide, og skrotte de andre. Det var svært i starten, men er faktisk endt med en masse nye ideer som jeg aldrig ville være kommet på, netop fordi dogmen var at beholde halvdelen af en roman stort set uændret, men ændre den anden halvdel.

På samme måde kunne en historie hvor der skal indgå en lampe, to kilo ost og en vandmand sende dig i retninger som du aldrig havde tænkt på at gå. Er det i øvrigt noget du vil forsøge så vil jeg meget gerne læse resultatet :)

Historiemæssigt er der måske lige i overkanten af ligheder mellem Avatar og den gamle historie om Pocahontas. Tag og kik lidt på denne omskrivning af Pocahontas. (Klik for et større billede)