Morten Brunbjergs Blog

Science-Fiction antologien Sky City der udkommer om 14 dage indeholder blandt andet min novelle The organism on Maneo. Jeg fik lov til at læse novellen inden bogen gik i trykken og jeg synes oversættelsen er virkelig god. Det er interessant at læse sig selv oversat. Det er som at læse en beslægtet forfatters historie, men uden at det føles om ens egne ord. Jeg håber at opleve det igen en dag.

Du kan klikke på omslaget for at læse bagsideteksten. Bogen er på 242 sider og kommer til at koste 199 kr. på Science Fiction Cirklens website.

Jeg har ikke lov til at offentliggøre novellen, men jeg kan da give en smagsprøve.

“We know that it is a cell-based organism; that it breathes oxygen; that it’s alive and in a coma after having been hibernating in the capsule for a very long time. Thousands of years, probably.”

“Is it male or female?”

“It has no sexual organs, as far as we can see.”

“Should we be afraid of it?”

“Definitely not. This is the first time that humans encounter a creature from another system. It’s nothing to be afraid of – it’s a great moment! Naturally we have made sure that it can’t escape from the cage. If the organism is based on the same ground rules as ours, it could possibly be carrying bacteria or virus that we don’t have antibodies against. This is why we keep it in quarantine for the time being and take precautions, but everybody should sleep safely.”

“If it escapes, does that mean we’ll have an epidemic?”

“In theory, yes, but we’d probably be able to construct a vaccine quickly from its antibodies. I know that it would make a great story, but I’ll like to stress that everybody should sleep safely. We have the situation under control.”

Du ved lige så godt som mig, at når folk siger den slags i science fiction, så sker der ting og sager.

Jeg har netop fået nyt om tegnefilmprojektet fra instruktøren. Han skriver:

Min producer vil gerne vente med en ansøgning til starten af næste år når der åbnes op igen for at søge hos talentpuljen o.a. på filminstituttet. Det er på grund af travlhed med to andre projekter som hun søger nu her som må gives førsteprioritet fordi de allerede har fået udviklingsstøtte. Men vi må ikke miste modet. Jeg tror projektet har stor potentiale til at modtage støtte.

PS. Havde ellers lige aftalt med en skuespillerinde Vigga Bro om at lægge stemme til bedstemoderen, og filmkomponisten var helt klar til at lave musik til testen i denne uge da projektet er lige hans boldgade.

Det er naturligvis ærgerligt, men sådan er den kreative branche. Lige nu kan jeg altså lægge manuskriptet i skuffen og koncentrere mig om romanen og min skrivegruppe igen. Men alt tyder på at skuffen skal åbnes igen til næste år.

En teori siger at historier bør deles op i tre akter og indeholde tre katastrofer. Den ene værre end den anden. Jeg er lige nu ved at trække den teori ned over min roman for at danne en god struktur. Første akt skal fylde cirka 1/4 af historien. Anden akt cirka 2/4 og tredje akt 1/4.

Første katastrofe skal indtræde i slutningen af første akt og fungere som døråbning til historiens hovedkonklikt. Anden katastrofe er værre end den første og ligger midt i anden akt for at undgå en død midte. Sidste katastrofe skal indtræffe til sidst i anden akt og lægge op til klimaks i tredje akt. Denne katastrofe skal trumfe de to første.

For at give en ide om katastrofer og akter så tag et kig på dette eksempel på Star Wars A New Hope:

1. akt.
Vi møder droiderne og Luke og får introduceret problemet
Vi møder Obi-Wan
Lukes forældre dør – første katastrofe

2. akt
Luke møder Han Solo og forlader sit hjem
Alderaan bliver ødelagt
Luke fanget på Dødsstjernen
Obi-Wan dør – anden katastrofe
Luke undslipper fra Dødsstjernen
Han Solo forlader oprørerne
Dødsstjernen på vej mod oprørernes skjulested – tredje katastrofe

3. akt
Oprørerne anggriber Dødsstjernen
Han Solo vender tilbage
Luke eksploderer Dødsstjernen

A New Hope indeholder mange flere katastrofer end bare de tre store. Men de tre katastrofer skal betyde noget for vores hovedperson. At Aldreraan bliver ødelagt er ikke en katastrofe, for vi kender ikke nogen på planeten.

Mange film og romaner følger denne struktur og lige nu støtter jeg mig til den fordi jeg har problemer med rækkefølgen af begivenheder i min roman. Det har allerede hjulpet mig til at flytte rundt på scener og i sidste ende skabe en bedre historie … håber jeg da.

Tak fordi du læste med. Dette indlæg blev skrevet over en periode på tre timer mens jeg passede to børn.

Jeg er nu næsten færdig med at rette tegnefilmmanuskriptet. Heldigvis, for deadline er om under to dage. Instruktøren har ændret en del på dialog hist og her, men skriver ikke specielt mundrette replikker, så dem har jeg rettet på.

Han har desværre også skåret en del scener ud i historiens sidste trediedel. Scener som jeg syntes var gode. Vi har haft en lang snak om historien og de fleste af de klippede scener kommer ikke ind igen. Øv. Desværre føler jeg at manuskriptet er gået fra at være originalt til lidt af en kliche nu. Mange af de scener jeg kæmpede for at gøre originale er fjernet og erstattet af noget vi har set før. Det er ærgerligt, men fair nok. Det er instruktørens film. Jeg har rettet lidt op på noget af det, men har fået besked på at beholde den dramatiske kurve som instruktøren har skabt under sin omskrivning.

Slutningen, som er anderledes end den jeg skrev, har jeg dog fået argumenteret mig frem til at få rettet til et kompromis mellem min og instruktørens slutning. Det har jeg også rettet. Det eneste jeg mangler nu er at omskrive en enkelt scene, og det når jeg nok i morgen.

Jeg nyder stadig at arbejde sammen med Alfred, instruktøren, og jeg er kommet mig over den værste skuffelse over at mange gode scener er skåret ud. Men mens jeg læste må jeg indrømme at jeg tænke: hvorfor hyre en forfatter til at skrive en original historie og så skære de gode scener ud? Men “gode” er subjektivt, og det er nu og da sådan det er at samarbejde kreativt. Man må finde sig i lave dejen og lade andre bage bollerne.

En tegnefilminstruktør ringede og spurgte om jeg ville skrive et manuskript for ham. Deadline var 1. oktober 2010. På det tidspunkt om under to uger. Manuskriptet jeg blev bedt om at skrive skal bruges til en tegnefilm på 25 minutter. Instruktøren er en gammel ven som jeg ikke har haft kontakt med i årevis indtil vi genopdagede hinanden sidste år.

“Manuskriptet skal bruges til Ramasjangpuljen,” forklarer instruktøren der hedder Alfred. “Det skal handle om en 12-årig dreng der er dygtig til at spille harpe, men mister lysten fordi han mor tvinger ham til at øve for meget. Moderen er selv musiker.”

Vi sidder på Frederiksberg bibliotek og taler filmen igennem cirka to timer efter jeg fik opgaven. “Moderen kommer til skade og kan ikke mere spille og bliver deprimeret,” forklarer Alfred. “Drengens eneste lyspunkt i livet er nu hans bedstemor, som dør af lungekræft. Knægten skal genfinde glæden ved musikken på trods af alt dette.”

“Aha,” svarer jeg og er allerede begyndt at tænke.

“Jeg vil gerne have første udkast den første oktober. Om 14 dage,” fortsætter Alfred. “Jeg vil også gerne have et bryllup og en begravelse med. Og nåja, det hele skal gøres sjovt og spiseligt for målgruppen som er 7-12 år,” afslutter han.

Jeg tror nok at jeg åbner munden for at forklarer ham at det er umuligt, men lukker den igen. En udfordring er en udfordring.

En time senere er jeg igang med manuskriptet. Med familieliv og fuldtidsjob kan jeg regne mig frem til at jeg har cirka 17 timer til at klare første udkast i løbet af de næste 14 dage. Med så stram en tidsplan har jeg ikke råd til fejltrin. Jeg ringer derfor nu og da til Alfred og forklarer ham mine ideer og får et “go” eller “no go”. Midt i en af samtalerne mærker jeg glæden ved at tale med et andet kreativt menneske på bølgelængde med mig. En jeg ikke behøver at forklare om virkemidler og setups og motivation. En der kan håndtere råvarer uden tilberedning.

De næste 14 dage knokler jeg. Jeg skaber bipersoner og situationer så hurtigt at jeg har svært ved at se hvor de leder hen, men har ikke tid til at tænke over det. Jeg leverer et meget løst første udkast fire dage før deadline så Alfred har mulighed for at komme med feedback. Jeg ringer til ham før jeg sender det.

“Hej Alfred, det er Morten. Jeg har et udkast til dig. Det er ikke et første udkast endnu, men tæt på. Jeg har gjort det spiseligt for målgruppen og sjovt. Synes jeg da selv. Men jeg har droppet begravelse og bryllup. Beklager.”

Alfred siger ikke meget til dette offer, men jeg synes at fornemme lidt skepsis.

Dagen efter vender Alfred tilbage. Han har masser af gode forslag og skriver blandt andet: “Bare glem alt om begravelse og bryllup.” Han synes jeg har gjort de to ting overflødige med nogle subplots. Jeg ånder lettet op. Hans ændringsforslag er mange og det kommer til at tage al tid jeg har tilbage at klare det. Men til sidst beder han mig lige formatere det som et manusript i FinalDraft som er et manuskriptprogram.

Det tager kostbare 2 timer at ændre manuskriptet fra Word-format til FinalDraft. Jeg knokler videre. Der er nu 4 timer til deadline og jeg har næsten klaret alle Alfreds indspark da jeg opdager et problem i min slutning. 20 minutter før deadline skriver jeg en stor biperson ind som løser problemet.

Jeg trykker på send og Alfred har manuskriptet på den aftalte dag. Jeg læner mig tilbage i stolen og opdager at det ryger fra alle led i mine fingre. Det føles også som om mine hjernehalvdele konstant slår gnister mod hinanden. Men jeg nåede det. Og er tilfreds med resultatet.

I dag, 12 oktober 2010, fik jeg manuskriptet tilbage fra Alfred. Han er generelt godt tilfreds, men har ændret på nogle scener og dialog. Jeg har nu en uge til at skrive mine forslag ind i manuskriptet. Jeg har en del, men de går primært på at rette op på kunstig dialog.

Klokken er nu 23:45 og Tobias på syv måneder vågner senest 05:30 i morgen, så nu holder jeg for i aften. Tak fordi du læste med. Fortsættelse følger.

Så er der endnu et nyt design online. Det er længe siden jeg skiftede udseende her på bloggen. Jeg trængte til noget simpelt og det synes jeg at det nye design opfylder. Temaet, der stort set ikke er ændret på, hedder Manifest. Håber du vil nyde den nye, rene overflade lige så meget som  jeg gør.

Jeg vil skrive og blive udgivet. Jeg vil skrive fordi det gør mig glad og fordi jeg har talentet til det. Jeg vi skrive fordi jeg har noget at sige til verden omkring mig – og jeg har ikke tænkt mig at lade noget stå i vejen.

Jonas Birk Andreasen blev født.

Hans barndom var almindelig bortset fra da han fik åbent lårbensbrud som 9-årig fordi han drattede ned fra et plankeværk. Han kom sig uden men. Som teenager havde han tre kærester og hans sexuelle debut var som 17-årig. Som 18-årig rejste han Europa rundt og tog, da han kom hjem, en uddannelse som elektronikingeniør.

Han giftede sig som 26-årig og fik som 31-årig en søn og som 34-årig en datter. Da han var 35 løb han en halvmarathon. Som 45-årig vandt han 5.435 kr. i Lotto.

Da han blev 54 år søgte han et job som leder for en elektronikvirksomhed og blev ansat. Som 67-årig gik han på pension og begyndte at fotografere.

Da Jonas var 72 mistede han sin kone, men kom gennem sorgen takket være sine børn. Som 78-årig kom han på plejehjem og faldt og brækkede hoften og lårbenet senere samme år. Han fik en ny hofte og fik endnu tre gode år.

Jonas Birk Andreasen døde.

Jeg studerer plot og historiestruktur i øjeblikket og faldt over dette Hitchcock-citat:

“What is drama but life with the dull bits cut out.”

I bedste fald har et almindeligt liv en begyndelse, en midte og en slutning. Der ud over har det ingen struktur, men kun løse historietråde der ikke bliver samlet op på til sidst. Hvilken forfatter skulle gøre det for dig?

Et almindeligt liv virker sørgeligt når det skrives ned på denne måde. Det på trods af at min fiktive Jonas Birk Andreasen har levet et helt igennem almindeligt liv og har måske endda været lykkelig og følt at han har udrettet nøjagtig det han ønskede. Hvordan vil dit eller mit liv se ud skrevet i denne stil når vi er væk?

Det er en måned siden jeg sidst skrev. Det skyldes ikke at jeg intet laver, jeg arbejder stadig med plottet til min roman, men den nedsatte frekvens er sandsynligvis på grund af min skrivegruppe. Jeg har fået et sted at lufte ideer og få kritik, og det job har denne blog faktisk i årevis været sted for.

Jeg er ved at nå til en vigtig erkendelse om min roman. Den startede som en krimi/spændingsroman, og det har jeg kaldt den, også når andre skulle give kritik. Men den har nok snarere ændret sig til en udviklingsroman med et mysterieelement. Der er ikke meget krimi tilbage. Det er sandsynligvis en dårlig beslutning når man tænker på ussel mammon, men på den anden side synes jeg at historien er blevet bedre.

Hænderne op! Pengene eller kunsten!

Tavsheden her på bloggen skyldes at jeg har hænderne fulde. Jeg har startet en skrivegruppe og vi har første møde på tirsdag. Der ud over er min kontakt hos Gyldendal taget på ferie uden at vende tilbage til mig, så jeg gennemgår min synopsis igen og tilføjer en del ideer jeg har fået siden jeg sendte den.

Jeg har fået en hel del nye ideer til romanen siden jeg sendte historien, og den nye skrivegruppe håber jeg kan give mig kritik. Det ser ud som om der går omkring 3 måneder mellem hvert svar fra forlaget- og det vel og mærke hvis jeg ringer ofte og rykker, og det er mit liv for kort til – derfor skrivegruppen.

Uanset hvad så er en skrivegruppe nok en god ide. Det er lærerigt at læse andres tekster. Vi er i alt 6 personer i gruppen og jeg tror vi kommer til at passe godt sammen. Jeg glæder mig meget til at møde dem på tirsdag.