Morten Brunbjergs Blog

Det er en måned siden jeg sidst skrev. Det skyldes ikke at jeg intet laver, jeg arbejder stadig med plottet til min roman, men den nedsatte frekvens er sandsynligvis på grund af min skrivegruppe. Jeg har fået et sted at lufte ideer og få kritik, og det job har denne blog faktisk i årevis været sted for.

Jeg er ved at nå til en vigtig erkendelse om min roman. Den startede som en krimi/spændingsroman, og det har jeg kaldt den, også når andre skulle give kritik. Men den har nok snarere ændret sig til en udviklingsroman med et mysterieelement. Der er ikke meget krimi tilbage. Det er sandsynligvis en dårlig beslutning når man tænker på ussel mammon, men på den anden side synes jeg at historien er blevet bedre.

Hænderne op! Pengene eller kunsten!

Tavsheden her på bloggen skyldes at jeg har hænderne fulde. Jeg har startet en skrivegruppe og vi har første møde på tirsdag. Der ud over er min kontakt hos Gyldendal taget på ferie uden at vende tilbage til mig, så jeg gennemgår min synopsis igen og tilføjer en del ideer jeg har fået siden jeg sendte den.

Jeg har fået en hel del nye ideer til romanen siden jeg sendte historien, og den nye skrivegruppe håber jeg kan give mig kritik. Det ser ud som om der går omkring 3 måneder mellem hvert svar fra forlaget- og det vel og mærke hvis jeg ringer ofte og rykker, og det er mit liv for kort til – derfor skrivegruppen.

Uanset hvad så er en skrivegruppe nok en god ide. Det er lærerigt at læse andres tekster. Vi er i alt 6 personer i gruppen og jeg tror vi kommer til at passe godt sammen. Jeg glæder mig meget til at møde dem på tirsdag.

Jeg ruger over ideer til historier. Både nye og alle dem jeg har i hovedet i forvejen. Jeg er rastløs efter at have sendt en synopsis over min roman til Gyldendal. Jeg talte med redaktøren forleden da der er gået to uger siden jeg sendte synopsen. Han har ligget syg en uge og har ikke læst den endnu. Han lovede at læse den og sende mig en mail. Men jeg ringer nok til ham om en uge; det er endnu ikke sket at Gyldendal har kontaktet mig. Jeg har altid været den opsøgende. Jeg er nok for utålmodig, men tiden går, og lige nu har jeg faktisk tid til at skrive, men intet projekt. Hvis ikke Gyldendal synes om den nye retning jeg tager romanen i, så er der ingen grund til begynde skriveprocessen.

Tankerne kredser om at renskrive en del af mine gamle noveller og sælge dem billigt som korte e-bøger. Det er efterhånden en del danske e-bogslæsere, og de kunne vel godt bruge en underholdende novelle til 10-15 kr. vil jeg tro. Hvis det ikke er for besværligt og dyrt at sætte et system op til at håndtere det … mere om det senere.

Danmark vågner mens Intercity Lyntog 15 skyder fladt gennem landet før klokken seks om morgnen. Jeg er på vej til Vejle for at undervise. Når jeg ikke skriver, så underviser jeg.

Der er noget udefinerbart ved tidlige morgner som glæder mig. Det er surt at stå op klokken halv fem for at nå et tog, og jeg har en tung fornemmelse bag øjnene, men tidspunktet bringer uventede oplevelser.

På vej til stationen så jeg en 15-års knægt klatre op ad et regnglat nedløbsrør til anden sal og råbe ind gennem en kammerats åbne soveværelsesvindue, at han skulle se at komme op for han havde sovet over sig og nu havde de ringet på til opgangen i ti minutter. Da han gled ned igen føltes det som om jeg så en af de internetvideoer hvor folk kommer til skade. Jeg forventede at se ham miste grebet og falde ti meter ned og brække arme og ben. Men han kom ikke noget til.

Lyset tidligt om morgnen er anderledes. Specielt en overskyet dag som i dag. Det er som om himlen er forvandlet til én stor lampe som nogen har skruet ned for. Lyset kommer ikke fra noget bestemt sted og der eksisterer ingen skygger. Udenfor togvinduet glider marker og træer forbi. Det er næsten vindstille og grenene bevæger sig kun ganske lidt.

Vi holder lige nu og venter på at køre gennem Storebælttunnellen. Desværre er der en prop i det ene tunnelrør i form af et godstog der er gået i stykker. Hvornår vi kan komme videre er ikke til at sige. Landskabet udenfor er stoppet og på den ene side er der marker og på den anden blomstrende buske. Ingen huse. Ingen veje. Ingen biler. Det eneste menneskeskabte er toppen af to elmaster der stikker op bag træerne.

Klokken er blevet fem minutter i syv og vi er lige begyndt at køre igen. Jeg vil prøve at blunde lidt inden jeg ankommer til Vejle omkring klokken otte. Godmorgen til jer.

Jeg har sendt en ny synopsis til Gyldendal i går. Det er nu tredje version min roman med arbejdstitlen Lydspor jeg leverer til Gyldendal. Den første version var om en seriemorder. Den anden version var om en bortført politiker. Denne tredje version handler om hovedpersonens familie. Den er mere persondrevet og trykkende i stemning og mindre “mainstream og plotdrevet”.

Jeg har skrevet mange skitser til historier efterhånden, og får altid venner eller familie til at give kritik. Det er første gang at jeg er gået mod stort set alle anbefalinger og bevaret en synopsis som langt de fleste ikke syntes var en forbedring i forhold til de tidligere versioner. Men nu er det sådan at jeg er forfatteren! Ha! Og desuden kunne Gyldendal ikke lide de gamle versioner. Men det føles nu underligt at gå mod anbefalinger fra venner hvis dømmekraft jeg har stor tiltro til.

Gyldendal har taget springet, endelig, og tilbyder nu også snart e-bøger. En af årsagerne til at jeg ikke har købt en e-boglæser har været manglen på danske romaner på markedet. Lad os håbe at det er ved at ændre sig.

Jeg var til koncert med Randy Newman i går. I et par timer var jeg indhyllet i det Newmanske univers af velskrevne sange med budskab, mening og følelse. Én mand alene på scenen med et flygel og en masse at sige. Nogle sange sjove og andre rørende. Jeg vil ikke forsøge at beskrive den sindsstemning der hang over mig i mørket på Gamle Scene i aftes, lad mig nøjes med at skrive at jeg var melankolsk lykkelig i selskab med den snart 67-årige Randy Newman.

Jeg sveder over den nye historie til Lydspor. Alt for mange muligheder og alt for meget der skal passe sammen. Det er ikke noget problem at få ideer, men at få dem til at hænge sammen med personens motivation, at flette de forskellige historietråde sammen og skrive lyd ind i “billedet” er så svært at jeg er ved at gå død i alle de versioner af historien jeg efterhånden har været igennem og forkastet.

Ideer til plotkonstruktion og den slags er meget velkomne.

I går gik jeg i seng klokken 23:52, og det er ret sent når man har to små børn. Jeg kunne simpelthen ikke slukke min nye computer. Ikke fordi den er gået i stykker, men fordi jeg ikke havde lyst!

Jeg har siden min første PC engang i 1998 kørt med en 20″ skærm og opløsning på 1600×1200. Nu har jeg 27″ og kører 2560×1440. Det er nok til at have tre dokumenter side om side, og gør det let at have f.eks. romanen og min arbejdssynopsis åbne på samme tid. Det sparer mig for en hel del udskrivning. Skærmen er i øvrigt eminent til fotoredigering. Så jeg er bare glad!

Som du ved kan en forfatter ikke skrive på en hvilken som helst computer. Det kræver en ordentlig skærm og en fed maskine. Hvis andre forfattere skriver godt på gamle computere eller måske endda på skrivemaskine så er det rent held. Derfor er der nu en iMac 27″ på vej til denne forfatter.

Jeg er sikker på at mine bøger bliver bedre jo bedre hardware jeg har. Det er sådan det virker … ikke?